- Galla for ny tv-serie (27.03.07)
- Styrk vejledningen! (21.03.07)
- Ny sommelieruddannelse (05.03.07)
- Bronze til tjenerelever ved DM (01.03.07)
- Sølv til kokkelever ved DM (01.03.07)
- Guld, sølv og bronxe ved elev-DM (27.02.07)
- Dansk sejr i Nordic Challenge (27.02.07)
- Årets kok 2007 (26.02.07)
- Fodboldstævne på grundforløbet (23.02.07)
- Informationsmøder om farlige stoffer (20.02.07)
- Vin i verdensklasse (20.02.07)
- Bedst på Sjælland (19.02.07)
- Bachelor i Australien (19.02.07)
- International kokkekonkurrence i København (16.02.07)
- Flere praktikaftaler (12.02.07)
- Smagen af fremtidens farverige børnefest (09.02.07)
- Elever skaber fremtidens taste (06.02.07)
- Smagsprøver på messe (25.01.07)
- Faglærer som tv-kok (17.01.07)
- Mentor for to-sprogede kvinder (15.01.07)
- Sølv og guld (10.01.07)
- Jul er ikke cool! (10.01.07)
- Uddannelse uden grænser. (10.01.07)
|
|
|
|
Galla for tv-serie om nordisk gastronomi
Mandag 26. marts var der galla
med rød løber på Hotel- og Restaurantskolen.
Anledningen var premierefesten for en
ny årgang i den store og ambitiøse tv-serie om nordisk
gastronomi, New Scandinavian Cooking - Mad i Norden.
I 13 afsnit guider kokken Claus Meyer
tv-seere verden over gennem dansk gastonomi. Her er lam fra Rømø,
rabarber fra Fåborg, krebs fra Læsø, fladfisk fra Skagen, sild og
jordbær på Bornholm, mad med mælk i Nordsjælland, æblekage på Fejø,
haresteg i Ålborg, mad med øl, mad med svinekød, mad med muslinger.
Claus Meyer besøger Grønland og tilbereder helleflynder og en drink
med vodka og is. I en afstikker til Norge laver tv-kokken
sild med kartofler, dild, smør og snaps.
I serien Mad i norden har der
tidligere været fokus på norsk og svensk mad med henholdsvis
Andreas Viestad og Tina Nordström som værter og tv-kokke.
De nye afsnit af New Scandinavian
Cooking med fokus på dansk gastronomi går i luften i USA til
foråret og vises herefter på 60 tv-kanaler verden
over.
I Danmark får serien premiere 8. maj på DR1 og sendes tirsdage
hen over sommeren. Sidste afsnit er programsat til 31. juli.
Premierefesten var sponsoreret af
Team Gastronomi Danmark, som Hotel- og Restaurantskolen er med
i.
Læs mere om tv-serien New
Scandinavian Cooking her!
Skolernes bestyrelser: styrk studievejledning og
mentorordning
Erhvervsskolernes Bestyrelsesforening
er ikke enig med Undervisningsminister Bertel Haarder i, at
nye handlingsplaner er midlet til at mindske frafaldet på
erhvervsskolerne.
- Styrk i stedet studievejledning og
mentorordning. Det giver resultater, siger foreningen i en
pressemeddelelse.
Undervisningsminister Bertel Haarder
slår i et interview i Metroexpress d. 19. marts til
lyd for, at skoletrætte unge skal vækkes. Han vil have frafaldet af
unge på erhvervsskolerne ned - og han vil have 95 pct. af en
ungdomsårgang igennem en ungdomsuddannelse.
- Ingen af disse statements kan vi
være uenige i, udtaler John Dahl, formand for Erhvervsskolernes
Bestyrelsesforening.
- Men vi er ikke enige i, hvordan
resultaterne skal nås. Vi tror på, at en styrkelse af
studievejledningen på skolerne samt flere ressourcer til
mentorordninger er vejen frem, siger John Dahl.
Erhvervsskolernes Bestyrelsesforening
ser fire forudsætninger for et mindre frafald:
- Ungdommens uddannelsesvejledning skal fungere, så de unge får
den vejledning, der giver dem mulighed for at vælge den rigtige
uddannelse.
- Der skal være ressourcer til en kontinuerlig vejledning på
erhvervsskolerne, så de unge hele tiden har fokus på målet og ved,
hvilke valg der skal foretages undervejs.
- Mentorordninger er værktøj, der virker, så der skal
fortsat være tilstrækkelige ressourcer.
- Der skal være ressourcer til en differentieret undervisning, så
både de stærke og de svage elever finder erhvervsskolernes
uddannelser attraktive.
- Vi har lysten, viljen og evnen til
at opfylde ministerens og de unges ønsker - men uden penge går det
ikke, understreger John Dahl.
(21.03.07)
|
|
|
|
Ny uddannelse: bliv sommelier
Nu får den danske vin- og
restaurantbranche en seriøs og omfattende grunduddannelse inden for
vin og drikkevarer.
Der er tale om en sommelieruddannelse
i to trin. Uddannelsen henvender sig til alle med behov for en bred
og grundig viden om vin og andre drikkevarer.
Uddannelsen er et samarbejde mellem
Hotel- og Restaurantskolen i København og Vinkällan, et svensk
firma med ti års erfaring i sommelieruddannelser i Stockholm,
Göteborg, Linköping og Helsingborg.
Uddannelsen begynder i efteråret 2007
(trin 1) og fortsætter i foråret 2008 (trin 2). Undervisningen
foregår i Hotel- og Restaurantskolens lokaler i Niels Hemmingsens
Gade 24 centralt i København.
På uddannelsen får man bl.a.
basisviden om verdens vigtigste vinområder, -typer og stilarter og
druesorter. Der sættes også fokus på samspillet mellem mad og vin
og sommelierens rolle på en restaurant.
Interesserede kan få mere at vide
på:
Hotel- og Restaurantskolen
John Callisen, Susanne Mortensen og Carsten Pedersen
33862200
(05.03.07)
Bronze til tjenerelever ved
DM
Der var bronze til elever fra Hotel-
og Restaurantskolen ved DM for tjenerelever 2007 i København d. 28.
februar.
Ninna Eckberg, Hotel Scandic
Copenhagen, og Maria Holmberg Sloth Jensen, D'Angleterre, opnåede
en flot 3. plads i en konkurrence på et ekstraordinært højt
niveau.
Også Natashe Nicole Dart Diadoo,
Imperial Hotel, og Mads Kaare, Søllerød Kro, repræsenterede Hotel
og Restaurantskolen. De gjorde det ligeledes godt og høstede
flere roser undervejs.
De ti hold var i løbet af
konkurrencens to dage igennem en teoriprøve, to gange borddækning,
vin-, øl- og brændevinsmagning, en servietopgave, servering,
gæstebetjening, flambering og mixologi.
Ifølge overdommeren var niveauet
usædvanligt højt i år - og kreativiteten stor. Han kunne belønne
frækhed som for eksempel at hugge æbler fra en stand på
fødevaremessen og bruge dem i dekorationen, men han frarådede
tjenerne at synge ved bordet, hvilket et af parrene havde
gjort.
Danmarksmestre blev et hold fra
Silkeborg Tekniske Skole.
(01.03.07)
|
|
|
|
Sølv til kokkeelever ved
DM
To elever fra Hotel- og
Restaurantskolen i København vandt sølv ved DM for kokkelever
2007 i København d. 28. februar.
Kim Jeppesen, Restaurant de Gaulle,
og Mie Bonde, Restaurant Saison, kæmpede sig til en flot andenplads
i en konkurrence med et meget højt niveau.
Kim og Mie vandt desuden begge en
pris for bedste køkkenhygiejne.
De ti deltagende hold skulle over to
dage til prøve i teori, lave en to-retters menu ud af en "hemmelig
kurv", lave en tre-rettes menu og rengøre køkkenet.
Kim Jeppesen og Mie Bondes store menu
bestod af bl.a. stegt havtaske, helstegt kalvekam og hvid
chokolademousse.
Danmarksmestre blev et hold fra
Silkeborg Tekniske Skole.
Overdommeren roste deltagerne for et
generelt meget højt niveau. Han tilføjede, at man enkelte
steder havde set meget kreative tanker - men mindre god
udførsel.
Undervisningsminister Bertel Haarder,
der uddelte præmierne, sagde bl.a., at de bedste trækker flere med
sig og niveauet op. Ministeren tilføjede, at oplevelsesøkonomien er
et område i kraftig væskt i Danmark.
Gentog forretten i Go'
Morgen Danmark
Dagen efter konkurrencen, 1. marts,
lavede Kim Jeppesen og Mie Bonde deres forret i Go' Morgen Danmark
på TV2.
Forretten, som kokkeeleverne kreerede
iført sølvmedaljerne, består af stegt havtaske med muslinger og rå
rødbeder med friske æbler.
Kim og Mie var i studiet sammen med
deres lærer, Michael Dinesen, der regelmæssigt er kok i Go' Morgen
Danmark
(01.03.07)
|
|
|
Guld, sølv og bronze ved DM for elever
Der var medaljer til alle tre hold
fra Hotel- og Restaurantskolen, da der tirsdag d. 27. februar blev
afviklet DM for smørrebrødsjomfru- og caterelever.
Maria Christensen og Mia Jensen vandt
guld i DM for smørrebrødsjomfruelever.
Betina Møller Hansen og Izabela
Mijkutajcis vandt sølv i samme konkurrence.
Der var i år kun tre deltagende hold
for smørrebrødsjomfruelever. Dommerne forudser, at der vil være
flere deltagere næste år.
Marie Borg Lidbjerg og Sophie Isabel
Sprehn vandt bronzemedalje ved DM for caterelever - for andet år i
træk!
Her var konkurrencen anderledes hård, da der var seks deltagende
hold.
Ved DM for smørrebrødsjomfruelever
har elever fra Hotel- og Restaurantskolen bl.a. vundet guld i
2005 og bronze i 2006. Betina Møller Hansen var på bronzeholdet
sidste år.
(27.02.07)
______________________________________________________________
|
|
|
|
Dansk sejr i Nordic Challenge
Vinder af Nordic Challenge 2007
blev Rasmus Grønbech, Danmark.
Den internationale
kokkekonkurrence Nordic Challenge fandt sted d. 26. februar på
madbranchens fagmesse Tema 2007 i København.
- Uden en god assistent er kokken
ilde stedt, sagde Hotel- og Restaurantskolens direktør, Søren
Kühlwein Kristiansen, da han overrakte prisen som bedste assistent
under Nordic Challenge til italieneren Stefano Portogallo.
Det kan tilføjes, at bag en vinder
står en elev fra Hotel- og Restaurantskolen i
København.
Rasmus Grønbechs medhjælper, Jonathan Kjølhede Berntsen, er elev på
Hotel- og Restaurantskolen.
Og Dagen forinden vandt Ronnie Emborg titlen Årets Kok med Frederik
Jensen, Hotel- og Restaurantskolen, som medhjælper.
Prisen for bedste fiskeret, lavet på
den særlige torskeart Skrei, gik til Rasmus Grønbech.
Anden og trediepladsen i Nordic
Challenge gik til henholdsvis Sverige og Norge. Opløbet var meget
tæt, og de ti dommere længe om at finde en vinder.
Feltet var efter sigende meget spredt både i kvalitet og i
forståelse af konceptet: at tolke det nordiske køkken med nordiske
råvarer.
I konkurrencen deltog kokke
fra ti europæiske lande: Danmark, Finland, Frankrig, Holland,
Island, Italien, Norge, Spanien, Sverige og Tyskland.
Nordic Challenge blev afholdt første
gang i 2005. Her vandt Mikkel Maarbjerg, Danmark, ligeledes
foran Sverige og Norge.
Hotel- og Restaurantskolen i
København er som en af parterne i Team Gastronomi Danmark blandt
initiativtagerne til Nordic Challenge.
Se Nordic Challenges website her.
Se Team Gastronomi Danmarks website her.
(27.02.07)
_______________________________________________________________
|
|
|
|
|
Årets kok 2007
Ronny Emborg,
Restaurant Premisse, København, blev Årets Kok i Danmark
2007 - godt hjulpet af en elev fra Hotel- og Restaurantskolen i
København, Frederik Jensen.
Konkurrencen blev holdt i Bella
Center København d. 25. februar med deltagelse af ti kokke fra
danske restauranter. Alle havde været igennem både kvalifikation og
semifinaler.
Ronny Emborg og Frederik Jensen fik
yderligere to priser: for den ret, der scorede flest point
(desserten) samt for bedste råvarebehandling og køkkenhygiejne.
Nr. to i konkurrencen Årets Kok 2007
blev Bo Frederiksen, Restaurant Malling &Schmidt, Århus. Bo
Frederiksen blev færdiguddannet på Hotel- og Restaurantskolen i
København i 2005.
Feltet af ti kokke og ti
medhjælpere talte to kokke uddannet her samt fire
nuværende elever.
(26.02.2007)
|
|
|
|
Fodboldstævne på
grundforløbet
200 elever fra grundforløbet fik
varmen på en kold dag. Mens det meste af Danmark torsdag d. 22
februar var sneet inde, var eleverne samlet til fodboldstævne
i Valbyhallen.
Der var 15 hold, indledende
puljer, kvartfinaler, semifinaler og en medrivende finale.
Finalen stod mellem Teamtina hold 1
og The Bombers og blev afgjort, da Teamtina hold
1 scorede sejrsmålet i sidste sekund.
En elev fik en mindre skade men var
så heldig at vinde et gavekort på 2000 kr. fra Custom House.
Der var bandana og knive til vinderne
og nr. 2. Og der var et gavekort på en tre retters middag for to
fra Søren K.
Stævnet bar præg af fair play, især i
de afgørende kampe. Alt i alt en god dag, der styrkede
sammenholdet.
(23.02.07)
|
|
|
Informationsmøder om farlige stoffer
Hotel- og Restaurantskolen informerer
regelmæssigt eleverne om risici ved narkotika.
På et informationsmøde for elever og
studerende i Niels Hemmingsens Gade fredag d. 9. februar fortalte
en politimand fra Københavns Politis præventive afdeling om
udbredelsen af og risikoen ved farlige stoffer.
Politibetjenten beskrev bl.a. hash
som et af de farligste stoffer. Man dør ikke direkte af det, men
det er stærkt vanedannende, binder hjernecellerne og skaber en
psykose. I dag er 500 unge i Københavnsområdet indlagt med en
hashpsykose.
(20.02.07)
Vin i verdensklasse
Der var vin i verdensklasse på Hotel-
og Restaurantskolen om eftermiddagen tirsdag d. 20. februar.
Peter Sissek, bedre kendt som Pingus,
præsenterede sin eksklusive og økologiske spanske vin for en kreds
af vinskribenter, restauratører og forhandlere. Bag arrangementet
stod Pingus danske importør, L'Esprit Du Vin.
Hotel- og Restaurantskolen i
København lagde lokaler til.
Der var smagsprøver på Pingus 2003,
2004 og 2005.
(20.02.07)
Bedst på Sjælland
Madjonglørerne fra Hotel-
og Restaurantskolens grundforløb blev det bedste hold øst for
Lillebælt i kategorien Taste i den landsdækkende kampagne for
erhvervsskoleelever, Skab Dig.
Madjonglørerne havde til
konkurrencen skabt en farverig børnefødselsdag med ild, musik og
røg.
I en afstemning på Skab
Dig's website kæmpede Madjonglørerne mod 11 andre hold. Blandt
holdene var der syv fra skoler i Jylland og fem fra Sjælland.
De fem bedst placerede hold
i afstemningen gik videre til bedømmelse af en ekspertjury, der
udvælger tre hold til finalen. Madjonglørerne blev nr. 7 i
afstemningen - og samtidig det bedst placerede hold fra
Sjælland.
50 deltagende hold fra 22 skoler er nu reduceret til 20,
hvoraf 12 går til finalerne i fire konkurrencer.
Formålet med Skab Dig er
at profilere erhvervsskolerne som kreative og attraktive
uddannelsesinstitutioner. Bag kampagnen står Foreningen af
Skoleledere ved de tekniske skoler i Danmark.
Du kan se Skab
Dig-kampagnens website her!
(19.02.07)
|
|
|
|
Bliv bachelor i Australien
Bliv bachelor på et halvt år!
Det er tilbudet fra Gerald Lipman,
direktør for International College of Hotel Management i Adelaide,
Australien.
Hvis man har gennemført uddannelsen
som serviceøkonom, taler to sprog (dansk er det ene) og har
1400 timers relevant arbejdserfaring, så kan man hoppe direkte ind
på det fjerde år på skolen i Adelaide. På seks måneder kan man tage
en bachelor-grad, hvorefter man f.eks. kan arbejde i et halvt år i
Australien - eller et andet sted, for eksempel Kina.
Det er muligt at få SU under
uddannelsen.
Uddannelserne på skolen i Adelaide er
certificeret efter gældende standarder i Schweiz og derfor fuldt
gældende i Europa. ICHM i Adelaide samarbejder med Hotel- og
Restaurantskolen om at give danske studerende dette
efteruddannelsestilbud.
Gerald Lipman besøgte Hotel- og Restaurantskolen d. 19. februar og
fortalte om mulighederne down under.
(19.02.07)
International kokkekonkurrence i København
Mandag d. 26. februar afholdes den
internationale kokkekonkurrence Nordic Challenge. Nordic Challenge
blev afholdt første gang i 2005, hvor Mikkel Maarbjerg, Danmark,
vandt.
I konkurrencen, hvor vægten er lagt
på nordiske råvarer, deltager i år kokke fra ti europæiske lande:
Danmark, Finland, Frankrig, Holland, Island, Italien, Norge,
Spanien, Sverige og Tyskland. Den danske deltager i år er Rasmus
Grønbech, Restaurant Premisse.
De ti dommere kommer fra de samme lande. En af dommerne
er Régis Marcon, Frankrig, hvis restaurant har tre
Michelin-stjerner.
Deltagerne har 5½ time til
at fremstille en tre-retters menu af bl.a. lammeryg, indmad
fra lam, skrei (en torskeart fra Norge), Doyenne-pærer og bær.
Hotel- og Restaurantskolen i
København er som en af parterne i Team Gastronomi Danmark blandt
initiativtagerne til Nordic Challenge.
Bag Nordic Challenge står foruden
Team Gastronomi Danmark kokkene Hans Beck Thomsen og Erwin
Lauterbach samt Arla Foods, Carlsberg Danmark, Danish Crown, Royal
Copenhagen, Nordea og Bella Center.
Team Gastronomi Danmark, der har til
formål at sikre Danmark en plads i den internationale gastronomis
absolutte top, består af: Hotel- og Restaurantskolen i København,
Silkeborg Tekniske Skole, Ålborg Tekniske Skole, Horesta, 3F,
Køkkenchefernes Forening og Euro-Toques.
(16.02.07)
Flere elever får praktikaftaler
Det er lykkedes Hotel og
Restaurantskolen at få praktikpladser til endnu flere elever i 2006
end i 2005.
De netop opgjorte tal
viser, at hele 22% flere fik en ordinær praktikplads i Danmark
eller i udlandet i 2006 i forholdet til året før. Størst var
stigningen i antallet af praktikanter i udlandet.
Samtidig falder antallet af skolepraktikanter med 46%.
I tørre tal var der 1063 i
praktik i en virksomhed i Danmark i 2006, mens der i 2005 var
886.
Der var 84 i praktik i
udlandet i 2006 mod 65 i 2005.
Antallet af elever i
skolepraktik faldt fra 123 i 2005 til 84 i 2006.
Lægger man alle tre
praktikformer sammen, ses en fremgang på Hotel- og Restaurantskolen
fra i alt 1074 registrerede praktikpraktikforhold i 2005
til 1211 i 2006. Det er en fremgang på ca. 13%; hvilket
er mere end stigningen på ca. 10% på landsplan.
(12.02.07)
|
|
|
|
Smagen af fremtidens
farverige børnefest
Hvad gør et hold af
nystartede elever på grundforløbet, når de får til opgave at skabe
fremtidens taste? De tager udgangspunkt i noget, alle kender,
nemlig en børnefødselsdag, og så udfordrer de den gængse opfattelse
af, hvordan mad skal se ud.
Elevholdet på grundforløb
på Hotel- og Restaurantskolen kalder sig Madjonglørerne. Den 8.
februar skabte de efter ugers forberedelse en farverig
børnefødselsdag med ild, musik og røg.
Naturens mangfoldige farver
stråler i alle retter, og publikum udfordres på sin opfattelse af,
hvordan mad skal se ud: her er sort vanilleis, røde pandekager og
kandiserede æbler i alle regnbuens farver. Og så er der en
burgermand, der "sparker røv!".
Eleverne dropper slik og chips til fordel for frugters sødme og
vitaminer i sjove figurer og farver.
Madjonglørernes børnefest
syder til rytmerne af elevernes eget band, Saftige Trio, der
leverer karnevalsrytmer på bas, gryder, potter og pander. Mange af
eleverne var behørigt klædt ud til lejligheden på dagen.
Madjonglørerne deltager i
Skab Dig-kampagnens konkurrence for elever på erhvervsskolerne
i Danmark. Der er konkurrencer i fire kategorier: Taste,
Look, Ride og Home.
(09.02.07)
Elever skaber fremtidens taste
En fremtidens tre-retters
menu med ild, musik og røg. Det er det, et hold af elever på
grundforløbet på Hotel- og Restaurantskolen i disse dage er ved at
finpudse.
Torsdag d. 8. februar går
det løs: eleverne, der kalder sig
Madjonglørerne, skal fremstille deres menu. Derefter
lægges fotos og bedømmelser ud på kampagnen Skab
Digs hjemmeside, hvor holdet skal i konkurrence med 16
hold fra andre erhvervsskoler i Danmark
I dagene 9.-19. februar
kan erhvervsskoleelever, folkeskoleelever, venner, familie og
kærester stemme på de projekter, de synes bedst om. I
Skab Dig-kampagnen er der konkurrence i fire kategorier:
Taste, Look, Ride og Home.
Den 22. februar bliver det
offentliggjort, hvilke tre hold i hver kategori, der skal
deltage i finalen den 27. februar.
Formålet er
at profilere erhvervsskolerne som kreative og attraktive
uddannelsesinstitutioner, og bag kampagnen står Foreningen af
Skoleledere ved de tekniske skoler i Danmark.
(06.02.07)
Smagsprøver på messe
Du kan møde elever og
vejledere fra Hotel- og Restaurantskolen i København på messen
Uddannelse Uden Grænser i Forum d. 01.-03. februar.
Se kokkeelever in action, få en smagsprøve, hør nærmere om skolens
uddannelser. Tag en brochure og et bolche!
(25.01.07)
|
|
|
Faglærer som tv-kok
Kok og faglærer på
Hotel- og Restaurantskolen Michael Dinesen var i dag tv-kok i
Go' morgen Danmark på TV2.
Michael Dinesen lavede skorzonerrødder og kalveskank.
Det er anden gang, Michael
Dinesen optræder i Go' morgen Danmark. Første gang var kort før jul
2006, hvor han vejledte seerne i køb af and, steg og rødkål.
Opskrifterne:
Skorzonerrod
Vinaigrette
Skorzonerrødderne skrælles og lægges i vand tilsat eddike
og mel.
Blancheres/koges i halvt vand, halvt mælk tilsat lidt mel og
salt.
De kogte rødder overhældes med vinaigrette sauce:
1 dl eddike
4 dl olie
½ dl kapers
½ dl hakkede, blancherede løg
1 spsk hakket kørvel, esdragon og persille
2 hårdkogte, hakkede æg
Eddike og olie piskes sammen, de øvrige ingredienser
tilsættes.
Smag til med salt og peber.
Kalveskank
Esterhazy
5 skiver braiseret kalveskank
½ kg urter i julienne: selleri, gulerødder og det hvide af
porrer
lidt smør
1 citron
ca. dl piskefløde
Fonden fra de braiserede kalveskanke indkoges med piskefløde,
tilsættes den blancherede, smørdampede urtejulienne, smages til med
citronsaft og blancheret julienne af citronskal.
(17.01.07)
|
|
|
|
Mentor for to-sprogede kvinder
15. januar lancerer Hotel-
og Restaurantskolen en ny mentorordning for to-sprogede kvinder på
grundforløbet.
Målet er, at eleverne gennemfører grundforløbet og får en
praktikplads.
Mentorordningen er et
tilbud til nye elever på grundforløbet og supplerer den ordinære
kontaktlærerordning.
De to-sprogede kvinder
bliver tilbudt en ekstra kontaktlærer, som skal hjælpe
dem undervejs i grundforløbet og sikre, at de
foretager et realistisk uddannelsesvalg. Mentoren skal desuden
hjælpe eleverne med praktikplads og i øvrigt løbende være
til rådighed.
Hotel- og Restaurantskolen
har igennem en længere årrække haft stor succes med kursuforløb for
to-sprogede kvinder; ofte i samarbejde med
Arbejdsformidlingen og amterne.
(15.01.07)
Guld og sølv
Elever fra Hotel- og Restaurantskolen
har vundet fire medaljer, heraf to guld og en sølv, i konkurrence
med ca. 700 elever fra 28 lande.
På Foreningen af Hotel- og
Turismeskoler i Europas (AEHT) årsmøde i Killarney, Irland,
i efteråret 2006 blev der konkurreret i alle fag i hold
på 2-3 elever. Holdene var sat sammen på tværs af sproggrænser.
Serviceøkonomstuderende Marie
Gyllinge vandt guld i management sammen med elever fra Berlin og
Dublin. Receptionistelev Judith Hojenski vandt sølv i konkurrencen
for receptionistelever og guld for "outstanding achievement".
Judith Hojenski fik desuden medalje som bedste deltager fra
Danmark.
(10.01.07)
Jul er ikke cool!
- på
denne tid af året. Så smid nissehuen og check ind på en
kreativ uddannelse. Du kan starte på Hotel- og Restautrantskolen,
når du vil. Der er startet nye hold på grundforløbet 8.
januar.
Du kan komme til informationsmøde d. 27. februar kl.
17.30-19.00, Flæsketorvet 60
(10.01.07)
Uddannelse uden grænser
Du kan
møde Hotel- og Restaurantskolen på Danmarks største
uddannelsesmesse, Uddannelse uden grænser. Det er i Forum i
København 1.-3. februar.
Husk:
der er ingen grænser for, hvornår du kan starte på Hotel- og
Restaurantskolen!
(10.01.07)
|
|
|