What´s Cooking 3. kvartal 2008

  • Studieophold i Spanien (09.09.08)
  • Sherry og gastronomi på skolen (09.09.08)
  • Vinder af Børsen Young Chef 2008 (25.08.08)

 


 

Studieophold i Spanien

Simon Steen Kristensen fra Hotel- og Restaurantskolen fik overrakt et gavekort til en uges studieophold på Comenge Bodega, Ribera del Duero, (top producent fra samme område som Peter Sisseck).  

Turen finder sted i uge 42, hvor Simon blandt andet kommer til at deltage aktivt i høstarbejdet på vingården sammen med Annette Dinesen, der er lærer på HRS.


Sherry og gastronomi på skolen

Sherry, der findes i mange udgaver - fra den knastørre Fino til den søde Pedro Ximénez - er en glimrende ledsager til en lang række forskellige retter. I sherryens hjemland Spanien, er det da heller ikke noget særsyn, at der bliver serveret sherry hele vejen gennem måltidet.
Netop kombinationen af den spanske hedvin og den højere gastronomi var på programmet, da den spanske ambassades handelsafdeling i samarbejde med Hotel- og Restaurantskolen i København for nylig afholdt Sherry og Gastronomikonkurrence.
Deltagerne var tjener- og kokkeelever fra Danmarks syv hotel- og restaurantskoler, og deres opgave var, inddelt parvis med en elev fra hvert fag, at kreere den perfekte kombination af god mad og sherry.

Skrubbefilet med Fino til
Efter at have smagt, sammenlignet og voteret besluttede det fire mand store dommerpanel, at sejren skulle gå til kokkeelev Anders Falsig og tjenerelev Hanne Gormsen fra Kolding Hotel- og Restaurantskole.

Og deres bud på gastronomi med sherry til kan bestemt også få tænderne til at løbe i vand. Forretten stod på stegt skrubbefilet med blandt andet bagte æggeblommer, spinatpuré, syltet græskar og fennikelskum. Hertil var der valgt en Fino sherry. Til desserten, der bestod af chokolademousse med friske brombær og brombærgelé, blev der serveret en sød Cream sherry.

De to vindere kan nu glæde sig til at indløse førstepræmien: En tredages tur til Jerez i Spanien, hvor der skal smages på sherry og lokal mad i lange baner.
Bag både konkurrencen og turen står Consejo Regulador de las DD.OO. Jerez-Xérès-Sherry, Manzanilla-Sanlúcar de Barrameda y Vinagre de Jerez.

Stigende salg af sherry
Stadig flere danskere har også fået øjnene op for sherryens mange muligheder, når det gælder servering. Og der er ingen tvivl om, at tapasbølgen, der skyllede ind over Danmark for snart flere år siden, har gjort sit til at udbrede kendskabet til sherry og ikke mindst til den tørre Fino. 
Ifølge Angela de la Rosa fra den Spanske Ambassades handelsafdeling, er salget af sherry herhjemme da også steget markant. Fra 2005 til 2007 lød stigningen således på hele 12,4%.


København vandt Børsen Young Chef

Det var Thomas Hansen fra Restaurant Geranium og Nicolaj Køster fra Restaurant MR der vandt lørdagens tour de gastronomi for kokkelever, Børsen Young Chef. Ifølge dommerne var det en svær afgørelse, da niveauet var højt for alle fem hold, men københavnerne havde lige det ekstra, der skulle til at vinde konkurrencen.

Børsen Young Chef er Danmarks mest prestigefyldte konkurrence for kokkeelever. Læs mere om konkurrencen påwww.teamgastronomi.dk

Der var ikke mange på Plænen i Tivoli til at overvære konkurrencen. Regnen silede ned hele lørdagen og holdt publikum væk. Men de få der alligevel valgte at lægge vejen forbi fik fornøjelsen af at overvære en sjov og spændende event. De fem hold kokkeelever dystede i hver deres minikøkken på Plænens scene. Så man rigtigt kunne følge med i begivenhederne var der opsat to storskærm, der hele tiden fulgte elevernes arbejde. Og der blev arbejdet på højtryk for at fremstille de mest sublime retter til at forføre dommernes smagsløg med.

Vindermenuen 
Hovedingredienserne i år var Havtaske, udskæringer af gris og blommer.
Forret: Havtaske, brunet smør, kartofler og løg
Hovedret: Svinemørbrad, brombær og kantareller
Dessert: Danske blommer med yoghurt 
Dalumholdet Marc Nygaard Foged fra Munkebo Kro og Martin Pilsmark fra Restaurant Klitgaard fik sølv.
og Ålborgholdet Dennis Juhl Jensen fra Den gamle Kro, Hornslet og Lasse Vinter fra Mortens Kro fik bronze.

Tjenerkonkurrence 
Også tjenerne var i kamp. Her vandt Dalum 1. pladsen 2. pladsen gik til København og 3. pladsen til Ålborg. Desuden vandt Esbjerg trancheringsprisen  "Den Gyldne Kniv".

I skarp træning 
Det var Hotel- og Restaurantskolens konkurrencehold, der vandt Børsen Young Chef. Holdet er i skarp træning og har senest vundet Sjællandsmesterskaberne for kokkeelever. Holdets træner Michael Dinesen siger:
- Efter lørdagens finalesejr ser vi frem til DM i bella centret. Vi skal nu arbejde målrettet på at vinde. Det kan kun lade sig gøre med træning, træning og atter træning. Vi skal helt ned i detaljerne, fokusere på tid, teamwork og præcision.

Sidst publiceret: 17. august 2012
Tilmelding til kursus
1 Test     
test: