Onsdag d. 16. marts afsluttede en gruppe kokkeelever
på science-profilen 1. skoleperiode på hovedforløbet med et
stort projekt og en god gerning. Eleverne gav syge børn og deres
forældre en en spiseoplevelse i Ronald McDonald Hus på
Rigshospitalet.
"I vores gruppe valgte vi at lave en spiseoplevelse til glæde for
mennesker, der ikke har så meget tid og overskud i
hverdagen på grund af meget syge børn.
Vi tog derfor kontakt til Ronald McDonald Hus på Rigshospitalet
og spurgte, om det ikke var noget for dem at få seks
kokkeelever ind og kræse lidt om forældre og børn", fortæller
kokkeelev Josefine Graef Christensen.
En noget anderledes menu
"Vi havde lavet en noget anderledes menu, end
de normalt er vant til, og så var det endda en
fire-retters menu, de fik. Vi havde i samarbejde med
personalet i huset lavet retningslinjer for, hvordan aftenen skulle
foregå. Udover det havde vi helt frie hænder", siger Josefine
Graef Christensen.
"Vi valgte at lave en buffet bestående af fire retter efter
årstiderne. Vores appetizer var forår, forretten var sommer,
og hovedret og dessert var vinter.
Der var 40 spisende, både syge børn, forældre og
ansatte. Vores budget var ikke så stort, så vi
havde stor glæde af, at vi fik støtte fra
sponsorer, som mente, at vores arrangement var ud over det
sædvanlige og et godt formål", siger Josefine Graef
Christensen.
"Da vi efter en hyggelig og lang aften gik hjem, var der kun
glade ansigter og ros at finde i huset. Alle var enige om, at
aftenen bare havde været fantastisk hyggelig, og at der
virkelig var blevet kræset om dem. Sygdom var for en aften lagt
lidt på hylden, og maden og gæsterne havde været i
fokus. Når vi anrettede på to store egetræsbjælker, måtte vi
fortælle, hvad det var, de fik. "Vi har da aldrig spist jord før",
sagde nogle af børnene. Vi grinede med børnene, fik alvorlige
samtaler med forældrene, og var ellers bare til stede kun for deres
skyld", fortæller Josefine Graef Christensen.
Sponsorer
En række af skolens samarbejdspartnere havde sponsoreret
dette særlige initiativ:
Vagn P. Fisk, W.P kød, Inco, Spangsberg Chokolade, Kontra Coffee,
Løgismose, Chokolade Kompagniet, Superbrugsen Fensmark, Osted
Mejeri, Kjær & sommerfeldt, Build a bear (23 bamser) &
Genz.