Svenskere elsker danske uddannelser

Ida Persson (22 år, med hat) og Nina Svanberg (30 år) er to ud af 100 unge svenskere, der hvert år starter på Hotel- og Restaurantskolen i København, og de er så glade for at gå på skolen, at de gerne optræder som ambassadører for at få flere af deres landsmænd til at tage en uddannelse her.

Ida Persson og Nina Svanberg der startede på grundforløbet i marts 2011 og gerne vil være receptionister, har netop mødt et hold udannelses-vejledere fra Helsingborg og fortalt om, hvordan det er at gå her.

"Hotel- og Restaurantskolen er en god skole, og her er mange gode lærere, selvom de måske ikke er ligeså strenge som de svenske. Vi har lært mange forskellige ting på grundforløbet, blandt andet om hygiejne og førstehjælp, så selvom vi går på receptionistprofilen, så vi nogle gode almene kundskaber med.", siger Ida Persson.

"I Sverige er kravene til ens gennemsnit meget store, og der er ikke lige så mange muligheder for at tage en erhvervsuddannelse, praktikken er ikke nær så lang, og frem for alt får man ikke løn i praktikperioden", siger Nina Svanberg.

"København er en verdensby. En uddannelse hér tæller mere på mit CV end en uddannelse i for eksempel Helsingborg", siger Ida Persson.

Forskel på danskere og svenskere
Ida Persson og Nina Svanberg er enige om, at der er forskel på danske og svenske elever:

"Lige som de svenske lærere er lidt mere strenge end de danske, så har også vi svenske elever mere respekt for lærerne og for skolen end danskerne har. Vi er generelt mere modne", siger Nina Svanberg.

"Vi er vokset op med disciplin, men i Danmark ser vi elever komme en halv time for sent iført solbriller. Det er for slapt!", slår Ida Persson fast.

De to svenskere er dog enige om, at der også er fordele ved at mikse dansk og svensk kultur:

"Socialt er vi blandet, og det er en god måde at lære det danske sprog på", siger Nina Svanberg.

"Når det gælder arbejdet med studierne, så bliver det dog ofte sådan, at vi svenskere arbejder sammen. Når en opgave stilles, så går vi hurtigt i gang, mens danskerne lige har 25 spørgsmål", griner Ida Persson.

Ved, hvad de vil
Ida Persson og Nina Svanberg har fra starten gået målrettet efter at bliver receptionister, og allerede inden grundforløbet er slut, er praktikpladsen i hus:

"Jeg kan lide at omgås mennesker, at hjælpe dem og få dem til at trives", siger Ida Persson, der skal i praktik i 'udlandet', nemlig på Hotel Grand Lundia i Lund.

"Jeg vil gerne arbejde med service, og jeg kan lide at have øjenkontakt med folk og at møde mennesker fra forskellige kulturer", fortæller Nina Svanberg, der skal i praktik på Hotel Bella Sky på Amager, hvor hun ser frem til at lære endnu mere dansk.

20. september 2011
Flere og flere svenske elever

Ca. 100 svenske elever starter årligt på grundforløbet på Hotel- og Restaurantskolen i København. Det svarer til ca. 7% af skolens elever.
Svenske elever vælger typisk at uddanne sig til kok, receptionist, tjener og smørrebrødsjomfru.

De svenske elever vælger praktikpladser i Danmark, udlandet og Sverige i nævnte rækkefølge.
De fleste svenske elever kommer fra Skåne og Blekinge, men skolen får også elever fra den øvrige del af Sverige.

Hotel- og Restaurantskolen har et meget tæt samarbejde med svensk arbejdsformidling.
Studievejleder Christian Beck besøger ofte svenske arbejdsformidlinger, ligesom mange svenske arbejdsformidlere i Sydsverige har aflagt besøg på Hotel- og Restaurantskolen for at høre om danske erhvervsuddannelser og hvordan man i Danmark minimerer ungdomsarbejdsløsheden.

Beslægtede artikler:
Svenskere elsker danske uddannelser (20.09.11).
En svensker i København (17.05.10).