Morten Sandager Haslev, 21 år, ernæringsassistentelev
på Hotel- og Restaurantskolen og i praktik i
Kram Madservice, repræsenterede Hotel- og
Restaurantskolen ved DM d. 26.-28. januar
2011.
Der var noget at leve op til, idet skolens repræsentant, Stine
Kure, vandt det første DM i 2011, men Morten Sandager Haslev var på
forhånd både spændt og fortrøstningsfuld:
"Alle har en chance for at vinde, når man er med blandt de
ti bedste i Danmark på årgangen. Min træning indtil nu lægger op
til, at jeg kan få et rigtigt godt resultat, men alt kan jo ske på
dagen", siger Morten Sandager Haslev.
Morten Sandager Haslev har trænet 10-12 gange gennem de seneste
to måneder sammen med faglærer Søren Damgaard, Hotel- og
Restaurantskolen.
"Jeg bliver bakket godt op både af skolen og af mit praktiksted,
som er stolt over at have én elev med", fortalte Morten
Sandager Haslev inden konkurrencen, hvor han sluttede uden for
medaljerækken.
Mand i en kvindeverden
"Når jeg deltager i DM i Skills, så er det fordi jeg
gerne vil vise, at mænd godt kan klare sig i dette fag, som er
domineret af kvinder. Og så vil jeg også gerne promovere Hotel- og
Restaurantskolen og slå et slag for, at flere læser til
ernæringsassistent her", siger Morten Sandager Haslev.
Morten Sandager Haslev, der er eneste mand blandt de ti
deltagende ernæringsassistentelever ved DM i Skills, er vant til at
være ene hane i kurven. På første skoleforløb på hovedforløbet var
der tre mænd ud af 24 elever, men de to andre mænd faldt fra, og på
2. skoleforløb og det kommende 3. til marts 2012 er Morten Sandager
Haslev den eneste mand.
"Jeg har valgt at blive ernæringsassistent, fordi jeg gerne vil
gøre en forskel for folk med særlige behov. I dette fag er der
nemlig fokus på kost, sundhed og ernæring, og vi lærer meget om
diæter, allergi og meget mere. Og det synes jeg er meningsfuldt og
spændende", siger Morten Sandager Haslev, der gerne vil arbejde i
en personalekantine, når han bliver udlært til sommer.
"Jeg vil gerne vise andre, at man i det her fag kan være
kreativ. Jeg håber selvfølgelig også på, at det at jeg har deltaget
i DM i Skills kan være med at give mig et godt, kreativt job
bagefter", siger Morten Sandager Haslev.
På billederne ovenfor ses Morten Sandager Haslev
bl.a. i selskab med nogle af sine konkurrenter samt kokken
Claus Holm:
"Vi var alle ti deltagere i DM-camp ararngeret af bl.a. Kost- og
ernæringsforbundet. Her trænede vi sammen, noget at tiden sammen
med Claus Holm, der gerne være med til at vise, at
ernæringsassistenter også er kreative".
DM i Skills
Odense var igen vært for det andet, fælles
danmarksmesterskab for erhvervsuddannelser - DM i Skills,
hvor 200 elever dyster i 35 fag.
I konkurrencen for ernæringsassistentelever deltog ti elever
fra ni skoler landet over.
Ernæringsassistenteleverne lavede to go-mad til skoleelever
i 7. til 10. klasse, menuen til deres egen svendeprøvereception og
en middag til elever fra andre erhvervsuddannelser, der dystede ved
finalen i DM i skills.
Kost- og Ernæringsforbundet giver en præmie på 10.000
kr. til den ernæringsassistent, der bliver nummer et, hvis
vedkommende er medlem af forbundet.
I 2011 deltog 36 fag med i alt omkring 200 unge i
konkurrencerne, der blev overræret af ca. 15.000 tilskuere.
Læs mere
på Skills Denmarks website.