Projekt Kom Nu!

16 ledige tosprogede er i disse dage i fuld gang med et alsidigt kursusforløb, der gerne skulle resultere i et job til mange af dem.

Projekt Kom Nu! er et aktiverings- og opkvalificeringsprojekt, som er blevet til i samarbejde mellem Hotel- og Restaurantskolen, Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter, CPH West og Sosu. Projektet har fået støtte af det tidligere integrationsministerium,  Ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration.

De 16 elever udgør andet hold på projektet, og de startede d. 2. januar 2012 på Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter, hvor de bl.a. undervises i hygiejne og kan tage et hygiejnebevis.

Hvor det første hold havde visse startvanskeligheder og frafaldet var betydeligt, er hold 2 kommet meget bedre fra start med 16 aktive kursister ud af 22 visiterede. De fleste kursister kommer fra Tyrkiet, tre fra Pakistan og en fra Filippinerne.
Alle kursister bor i Ishøj, Vallensbæk eller Brøndbyøster.

Bred opkvalificering
Efter tre uger på centret følger fire uger på Hotel- og Restaurantskolen og to uger i praktik, en periode på CPH West med fokus på rengøring og til sidst en periode på Sosu, hvor der er fokus på portørvejen. Når forløbet er gennemført, får kursisterne et særligt kursusbevis

"Kursisterne får en bred kvalificering til arbejdsmarkedet, og når de har været igennem projektet, er de bedre rustet til at søge nogle jobs", siger faglærer Gert Larsen, der udover at undervise også er koordinator for forløbet på Hotel- og Restaurantskolen.

To af kursisterne, Saynaz Yagci og Naila Khalida, er allerede efter fem uger på projektet overbevist om, at dette kan være vejen til et fast arbejde:

"Vi lærer rigtig mange ting. Jeg har tidligere gjort rent på et kontor, men at gøre rent i et køkken er noget helt andet. Jeg har lært mange små ting, blandt andet at man skal vende kluden og skifte den hyppigt," siger Naila Khalida.
Naila Khalida kommer fra Pakistan, har boet 15 år i Danmark og bor nu i Vallensbæk. Hun er arbejdsløs, men har tidligere haft forskellige jobs i rengøringsbranchen. Målet med projekt Kom Nu! er et fast job i et køkken.

"Vi har allerede fået et hygiejnebevis, vi har lært mange køkkenredskaber bedre at kende, og vi har lært, hvordan man rengør dem ordentligt, så der er god hygiejne i et køkken, hvor der laves mad til mange mennesker. Og så har vi lært noget om, hvordan ting smager. Jeg kan mærke, at dette kursus påvirker mit liv meget. Jeg lærer noget, jeg også kan bruge derhjemme, og jeg er meget glad og tror på, at jeg kan få et fast job bagefter", fortæller Saynaz Yagci.
Saynaz Yagci kommer fra Tyrkiet og har boet 24 år i Danmark. Hun bor i Ishøj og har været husmor i mange år, indtil hun for 11 siden begyndte at arbejde, blandt andet i køkkenet på museet Arken. Saynaz Yagci har haft skiftende jobs og har også gået på sy- og hæklekursus.

Fokus på de bløde værdier
Projekt Kom Nu! er målrettet tosprogede, ledige mænd og kvinder, og der er i mange tilfælde tale om mennesker, der ikke pt. er i stand til at varetage et almindeligt fuldtidsjob.

"Kursisterne må maksimalt være på skolen eller jobbet 30 timer om ugen. Vi har derfor lavet et intensivt kursusforløb baseret på tilrettede udgaver af nogle af vores eksisterende kurser. Kursisterne lærer noget om tilberedningsmetoder, fødevarer og anretning af mad. Hver dag består af to moduler i køkkenet og et modul i undervisningslokalet. Her gør vi brug af cooperative learning, altså aktiv læring med bl.a. rollespil og leg", fortæller Gert Larsen.

Hotel- og Restaurantskolen trækker på sine kontakter til branchen og erfaringer med praktikpladser, og efter fire uger på skolen følger to uger i minipraktik i en virksomhed.

"Kursisterne skal selv aktivt søge praktikplads, men vi coacher dem, og hjælper dem selvfølgelig gerne, når det er nødvendigt. Vi fokuserer på at styrke de generelle kvalifikationer, så det er en del af kurset, at de lærer at skrive et ordentligt cv og stille det pænt op", siger Gert Larsen.

31. januar 2012
What's Cooking

What's Cooking er webnyheder fra skolens verden.

Her kan man læse om elevkonkurrencer, tilskud til praktik, arrangementer og tiltag på skolen med meget mere.

I menuen til venstre finder du nyheder fra tidligere år.