Fredag d. 8. juni kunne Hotel- og Restaurantskolen for
første gang byde på egen hjemmegjort honning. Siden sommeren 2011
har skolen haft bistader, som faglærer og skolens biavler Jesper
Rye har passet og plejet, og som skolens nu omtrent 360.000 bier
har fyldt op med honning.
Men honningen skulle først ud af bistaderne, før der kunne smages
på resultatet. Derfor havde Jesper Rye fredag inviteret elever
og andre nysgerrige til at komme og være med til at slynge
honningen ud af bistaderne.
En fyldt bistade vejer som en ølkasse
I et af skolens køkkener viste Jesper Rye de fremmødte
elever, hvordan honningen kommer ud af bistaderne og bliver
tilgængeligt som sødt, klistret stads.
"Hvert bistade har de her plader med honning i. Sådan en stade
er tung. Den vejer det samme som en ølkasse på vej ud til Amager
Strandpark", fortalte Jesper Rye, mens han opfordrede de fremmødte
til at komme og mærke den tunge bistade med honningen i. Så
begyndte han ellers på at skrabe det tynde lag voks af
pladerne med honning i, som bierne har brugt til at forsegle den
færdige honning. Derefter puttede han pladerne i en slyngemaskine,
som sørgede for, at honningen blev kastet ud af pladerne. Nu kunne
eleverne så begynde at tappe honningen ud af slyngemaskinen via en
hane i bunden. Og så fik de ellers lov til at smage på den
piv-friske honning.
Byens honning
"Honningen smager af det, som bierne har trukket på, altså hvor de
har fået nektar fra. Det er ikke til at sige, hvad vores bier har
trukket fra. Det er byens blomster", fortalte Jesper Rye, mens der
ivrigt blev smagt på den smagfulde honning.
Resten af Hotel- og Restaurantskolens elever og ansatte fik også
mulighed for at prøve skolens første helt egen honning. Ved
elevkantinen til frokost blev der givet smagsprøver, hvor honningen
var hældt ud over lidt bær. Det var populært blandt mange, og flere
udbrød, at honningen havde mere smag, end den man ellers kan købe i
supermarkederne.
Hotel- og Restaurantskolen har seks bistader, og Jesper Rye
forventer at få omkring 250 kilo honning ud af staderne i år. Det
sker over flere gange høst af honningen. Skolen vil
nemlig producere både en forårshonning og en
efterårshonning. Begge varianter vil blive solgt i skolens
elevkantine - alt efter sæson selvfølgelig. Desuden vil
honningen vil blive brugt til madlavning, som en del af skolens
undervisning og der vil også blive lavet mjød af den - også her på
Hotel- og Restaurantskolen.