Masser af fin service, blomster og pynt i alskens former og
farver. Mennesker, der gik rundt og blev inspirerede. Tjenerelever,
der stod ved hver deres kreation og ventede spændt på publikums
reaktioner. Dét var Hotel- og Restaurantskolens 'restaurant på 6.
sal' fyldt op med mandag d. 4. juni 2012, da skolens to
tjenerklasser på grundforløbet inviterede til et arrangement, hvor
de ville vise, hvad de nu kan.
Temaer fra alverdens hjørner
I grupper på to havde tjenereleverne forberedt, hvad de ville lave
for bordopdækning. De skulle komme på et tema og derefter dække et
bord efter alle kunstens regler med elementer, som understøttede
det tema. Det resulterede i, at man i skolens 'restaurant på 6.
sal' kunne opleve borddækning a la Mexico, thai ocean, Black &
White og Valentin.
"Vi ville gerne lave noget romantisk. Derfor valgte vi temaet
Valentin", fortæller tjenereleverne Line Hansen og Sabrina Vamos,
mens de står bag et bord med blandt andet lyserøde rosenblade, fint
foldede mørkerøde servietter og et menukort med hjerter på.
Tjenereleverne skulle dog ikke faktisk tilberede menuen, da det
var borddækningens kunst, der i mandags var i centrum.
Menuforslagene var mere til for at understøtte tjenerelevernes
tanker og temaer.
Arbejdsgiverne skal med
Sådan et arrangement afholder tjenereleverne på grundforløbet to
gange per forløb; ét i starten og ét hen imod
slutningen. Tanken er, at det første arrangement på næste
grundforløb vil være åbent internt, hvor Hotel- og
Restaurantskolens øvrige elever, undervisere og medarbejdere kan
komme og se de mange flotte opstillinger. Det andet
arrangement skal så være rettet mod arbejdsgivere fra
virkelighedens verden, hvor de kan komme og se nærmere på de snart
færdige elevers evner, kreativitet og snakke med dem ansigt til
ansigt.
"Det er vi rigtig spændte på. Vi tror, det vil være en god
mulighed at få arbejdsgiverne herud på den måde", siger Merete
Kudsk Jensen, der er tjenerfaglærer på Hotel- og
Restaurantskolen.